Ǫmð, Åmd Dei som var fødde og oppvaksne på Anda alias Andøya gjorde seg knapt refleksjonar knytt til namnet og landskapet og levekåra på øya, i alle fall ikkje i sitt daglege strev, naturen berre var slik. Geita trivst best der ho er alen, så med andværingane og. Men når gutane reiste bort på fiske, og når jentene reiste ut for å tene, eventuelt for å gifte seg, kunne nok ettertanke og samanlikning melde seg. 

Det var her som elles at «gløgt er gestsins auga», det er den fremmende som observerer skarpast – derfor eit par førstehands­skildringar. Ved 1850 var Hans Henrik Schreiber Schulze skrivarfullmektig i Lofoten, Vesterålen og Andenes, og ei av teneste-reisene han omtalar i boka «Fra Lofoten og Solør» gjeld nettopp Anda: «En Aastedssag kaldte mig op til Andenes, det nordligste Punkt af Andøen, og en vakker Morgen stode Hestene sadlede udenfor Døren paa Risøhavn for at føre os afsted. Andøen bestaar nemlig af en stor Myr, der kun efter Midt-en gjennemskjæres af en Fjeld­kjæde, og da Myren langs stranden er temmelig fast, lader den sig befare fra Ende til Ende, en Befordringsmaade, som man naturligvis med Begjærlighed griber, naar man ellers altid og altid maa ligge og skvulpe i en Baad. I god Betids brød vi op og af-sted gik det i fuld Galop. .. men jo længer vi kom opover, desmer nordlandsk blev Prospektet, og desto tristere og sørgeligere viste sig den uende­lige Myr, der i Horizonten syntes at skyde sammen med Andfjordens brede Flade.. Myren rødmer af Multer, og paa den anden Side af Andfjorden ser man Senjens imposante Klip­peøer, hvoriblandt Bjarkø1, hvor Thorer Hund havde Tilhold. Hist og her skar en Ur lige ned til Søen, og vore Heste maatte da vise deres Færdighed i at klatre; andre Steder gyngede Myren under os, Hestene sank ned og vi maatte gjøre lange Omveie for at und-gaa at omkomme paa den mest prosaiske Maade af Verden. Somme Steder var endog Landjorden aldeles ufremkommelig, og vi maatte tilsjøs. Klisk! Klask! Gik det da ud efter Fjæren; men pludselig veg Bunden under os, og nu maatte Hestene til at svømme. .. Reisen opover frembød omtrentlig den samme behagelige Afvexling af Klippeexercits2), Balance paa hængende Myr og Svømning. Hist og her mødte vi et par Vildgjæs med deres halvvoxne Unger, som bleve staaende ganske uforknytte og gjorde lang Hals. Heiloer peb paa alle Kanter, og af og til fløi en Rype op, naar vi red igjennem noget Krat ..» 

'tristere og sørgeligere viste sig den uende­lige Myr, der i Horizonten syntes at skyde sammen med Andfjordens brede Flade'.

Vi har òg ei anna skildring av myrlandskapet frå ein utlending, Georg Hartung, som var her nord sommaren 1876 og som gav ut «Farthen durch Norwegen und die Lappmark» (Stuttgart 1877): I 1882 kom ei omsetj­ing «Rejse i Norge» ved M. Sundt. Den direkte årsaka til at Hartung kom, var kolfeltet på Ramsa, han fekk kapteinen på d/s «Tromsø» til å sette seg i land der. Han samla først kolprøver, men då det klårna opp, tok han seg ein fottur langs Gårdselva, i boka hans som så ofte elles kalla Ramsaa etter garden: «Vejen var ikke bekvem, men ved de bøjninger, som jeg hist og her undgik, havde jeg alt skjønnet, at vandringen over myren vilde være endnu besværligere. Thi en av vand bugnende myr bedækker de vidstrak-te lavere egne av øen fra ende til anden.